Popermo deltager i en årligt tilbagevendende tilfredshedsundersøgelse på tværs af danske skadesforsikringsselskaber. Analysen foretages af EPSI Rating Danmark, og det er en uvildig undersøgelse, der måler tilfredsheden hos danske privatkunder i skadesforsikringsbranchen.
Vi har været med i undersøgelsen siden 2017, og vi har i alle årene ligget langt over branchegennemsnittet. Igen i år opnår vi en rigtig flot andenplads, som vidner om en meget stabil og solid indsats i den absolut bedste ende af forsikringsbranchen. Vi er desuden for 5. år i træk det bedste landsdækkende forsikringsselskab.
Vi er både stolte og ydmyge over vores fortsat flotte placering i undersøgelsen, og det motiverer os til at fortsætte vores indsats over for medlemmerne, både i form af produktudvikling, brugervenlige tekniske løsninger, høj personlig service og den gode dialog i øjenhøjde.
Undersøgelsen fra 2025 har udmærket sig ved, at vi har fået den højeste score i kategorierne Kundeloyalitet, Værdi for pengene og Ansvarlig tilgang til ledelse og økonomi, og vi har endnu en gang fået bekræftet, at 9 ud af 10 ville vælge os igen.
Vigtigst for os er det, at vores medlemmer er tilfredse med os som deres forsikringsselskab. Vi ønsker at være værdiskabende for vores medlemmer, og tilfredshed skabes netop i det rum, hvor en oplevelse ligger ud over forventningerne. Det er her, vi har skabt værdi.
Bæredygtighedsindeks
Siden 2023 er den årlige rapport om kundetilfredshed fra EPSI suppleret af et bæredygtighedsindeks. EPSIs bæredygtighedsindeks kategoriserer forsikringsselskaberne ift. bæredygtighedsindsatser, der har betydning i forbrugernes øjne, herunder bæredygtige investeringer, samfundsansvar og stræben efter økonomisk succes uden at gå på kompromis med sociale eller miljømæssige faktorer.
I undersøgelsen for 2025 er Popermo gået fra en femte- til en tredjeplads, hvilket kan være et tegn på, at vores øgede indsats på kommunikationsdelen af ESG-området begynder at vise en effekt, hvilket er tilfredsstillende.
Vi vil fortsat benytte EPSIs bæredygtighedsindeks til at blive skarpere på vores ansvarlige tiltag og kommunikationen heraf.