Go to content
I 2023 blev vi bl.a. bekendt med muligheden for at udfordre data fra leverandører på bl.a. scope 3.1, og som nævnt i årets resultater kan vi se effekten af dette på bl.a. vores fødevareleverandør, der nu leverer meget specificeret emissionsdata. Vi er desuden for regnskabet 2025 blevet mere specifikke på hhv. konsulenttimer og hotelophold. Dette vil fortsat være et fokusområde.

Skadesbehandling og CO₂‑beregning

Der begynder at tegne sig en mulighed for CO₂‑beregning på skadesområdet. Det er stadig et meget nyt område, som vi fremadrettet kan se ind i. CO₂‑beregning på skadesområdet er i lighed med tidligere år ikke medtaget i vores beregninger.

IT‑indkøb og services

Den største interne post på scope 3.1 kommer fra IT‑afdelingen, og en stor del af denne post ligger i vores forbrug af licenser og services. Vi har her set på mere specifikke data, bl.a. i form af timetal fra vores konsulenter, men vi kan også se på vores konkrete indkøb og forbrug og henholde dette til vores interne indkøbspolitik. Dette er fortsat et område, vi kan se ind i.

Brun markering.png Investeringsfokus

Analyserne af vores investeringer, der er udarbejdet af en ekstern samarbejdspartner, dækker over vores aktier og kreditobligationer. Disse står i 2025 for 42 % af vores investeringer. Endnu en gang ser vi en stigning i de investeringer, vi kan tage med i vores beregninger, hvilket er en rigtig god tendens, da den alt andet lige giver et mere retvisende billede af vores udledning.
I 2024 stod vores aktier og kreditobligationer for 34 % af Popermos samlede investeringer. I 2023 var tallet 26 %.
Det er ønsket, at vi fremadrettet medtager alle vores investeringer i CO2-beregningen, hvis muligt, hvilket vil betyde, at vi skal kunne beregne CO2-aftrykket af bl.a. danske realkreditobligationer. Det er der for nuværende ikke en model for.
At fokusere på CO2-udledningen fra vores virksomhed styrker bevidstheden om vores aftryk på verden, og det er med til at fremme en mere ansvarlig adfærd i hverdagen.

Data fra investeringer

Vi får mange analyser på vores investeringer. Det var et mål for 2025 at gå endnu mere i dybden med disse og undersøge muligheden for at udtrække endnu mere viden om vores investeringsadfærd. En anden mulighed ved at gå i dybden med analyserne er at kunne kommunikere bedre til vores medlemmer. Dette blev i 2025 ikke fuldt implementeret, men fortsættes i 2026.

Datakvalitet

Grundet det nye lovkrav om digital bogføring i 2025 er Popermos bogholderi, som nævnt tidligere, overgået til et 100 % digitalt økonomisystem. I den forbindelse er det fortsat oplagt at undersøge muligheden for at dataoptimere internt, da det kan lette vores fremtidige CO₂‑regnskab i dataindsamlingsfasen.
I regnskabet for 2024 blev vi bekendt med en mulighed for præcisering i kategoriseringen af poster under scope 3.6, virksomhedens rejseaktivitet. Dette har været et fokuspunkt for udregningerne for 2025, ligesom vores forskellige IT‑poster kræver kontinuerlig præcisering. 
Der ligger altså stadig et stort potentiale i et tæt samarbejde mellem bogholderiet og kommunikationsafdelingen.

EPSIs bæredygtighedsindeks og kommunikationsindsats

Vi har tidligere set en tendens til, at vores medlemmers opfattelse af Popermos ansvarlige og bæredygtige indsatser pegede i modsatte retning af vores reelle tiltag, men dette er i 2025 heldigvis begyndt at vende.