Vores CO2-aftryk i 2024
Popermos CO2-regnskaber er udarbejdet efter GHG-protokollens standarder (Greenhouse Gas). Som forsikringsselskab ligger vores primære aktiviteter i scope 3, som indeholder bl.a. forbrug, transport og investeringer.
Vi vil i det følgende omtale et begreb, der hedder CO2e. E’et er et udtryk for ækvivalent, og det betyder, kort fortalt, at det er en omregningsfaktor fra andre drivhusgasværdier til CO2, så man har en sammenlignelig enhed at gå ud fra.
Under scope 3 har vi flere kategorier, som vi ikke har nogen aktivitet på i vores CO2-regnskab. Dette kan ses i Tabel 2. Disse kategorier orienterer sig primært til produktionsvirksomheder, og medregnes derfor ikke.
Beregningen af vores CO2-aftryk er baseret på det, der kaldes operationel kontrol – altså ud fra vores aktiviteter. Vi har, i samarbejde med ekstern konsulent, regnet på vores aftryk siden 2019, som er vores basisår. Vi har ikke lavet beregning for 2020, idet dette år især var præget af ændret adfærd som følge af COVID-19.
Diagram 1: Udviklingen i vores totale CO2-aftryk over tid.
* Tallene for 2021 og 2023 er korrigerede tal, fordi der på bagkant af disse år har været en korrigering fra emissionsdatabaserne. Vi har derfor valgt at lave en genberegning af disse 2 år for at få et bedre sammenligningsgrundlag.
Vores samlede emissioner i 2024 viser en stigning fra 2023 på 27 %. Stigningen skal ses i lyset af flere parametre, der har haft en væsentlig påvirkning, herunder mere specificeret emissionsdata. Dette kan ses under punktet scope 3.
Vi udledte i 2019 totalt set 2.741 tons CO2e, hvilket i 2024 er reduceret til totalt set 2.062 tons CO2e. Det svarer til en reduktion i vores samlede CO2-aftryk siden basisåret 2019 på ca. 25 %. Denne reduktion skal betragtes i henhold til de korrigerede beregninger i 2021 og 2023, hvor der blev publiceret opdaterede emissionsfaktorer, og derfor er der blevet foretaget genberegninger.
Diagram 2: CO2-aftryk i 2024 fordelt på scopes.
Scope 1
Scope 1 dækker over CO2-udledningen fra vores direkte forbrug af fossile brændstoffer, dvs. aktiviteter fra kilder vi selv ejer eller kontrollerer. Herunder har tidligere været en virksomhedsejet dieseldrevet bil, men da denne er skiftet til en elbil, er forbruget nu dækket under scope 2. Der er en minimal post på scope 1, som udelukkende er baseret på en dieseldrevet lånebil i en kort periode.
Scope 2
Scope 2 indeholder indirekte emissioner fra vores energiforbrug, f.eks. varme-, damp-, køle- og strømforbrug. Vi har eget solcellesystem knyttet til vores domicil, og dette bidrager positivt til vores strømforbrug.