Investeringsfokus
Analyserne af vores investeringer, der er udarbejdet af ekstern samarbejdspartner, dækker over vores aktier og kreditobligationer, hvilket i 2024 svarer til 34 % af Popermos samlede investeringer. Det er en lille stigning fra 2023, hvor aktier og kreditobligationer stod for 26 % af Popermos samlede investeringer.
Det er ønsket, at vi fremadrettet medtager alle vores investeringer hvis muligt, hvilket vil betyde, at vi skal kunne beregne CO2-aftrykket af bl.a. danske realkreditobligationer. Det er der for nuværende ikke en model for.
At fokusere på CO2-udledningen styrker bevidstheden om vores aftryk på verden, og det er med til at fremme en mere ansvarlig adfærd i hverdagen.
Data fra investeringer
Vi får mange analyser på vores investeringer. Vi vil i 2025 gerne gå endnu mere i dybden med disse og undersøge muligheden for at udtrække endnu mere viden om vores investeringsadfærd. En anden mulighed ved at gå i dybden med analyserne er at kunne kommunikere bedre til vores medlemmer.
EPSIs bæredygtighedsindeks og kommunikationsindsats
Vi ser en historisk tendens til, at vores medlemmers opfattelse af Popermos ansvarlige og bæredygtige indsatser peger i modsatte retning af vores reelle tiltag, og vi har derfor en meget håndgribelig kommunikationsopgave at gå i gang med.
Vi ser bl.a. et støt fald i opfattelsen af, om Popermo investerer i bæredygtig vækst for fremtiden, parallelt med at vores investeringer har bevæget sig i en betydeligt mere bæredygtig retning, og det skal vores medlemmer selvfølgelig vide.
Der ses på tværs af brancher et øget fokus på ”greenhushing” – altså at virksomheder ikke i tilstrækkeligt omfang får berettet om deres positive indsatser – og der ligger her et argument for, at vi i Popermo også ligger under for denne tendens. Det skal vi selvfølgelig ændre på!
Diversitet
Generelt set er Popermos fordeling mellem mænd og kvinder rigtig fin. Det største spring der ses, er hos de delegerede. Der kunne her argumenteres for øget kommunikation omkring hvad det vil sige at være delegeret og måske en afmystificering af engagementet og dermed skabe bedre balance mellem kønnene.
Forbrug af sodavand
Som nævnt under Særligt om scope 3.1 har vi erfaret et øget forbrug af sodavand/danskvand. Vi vil gerne se på denne post af flere årsager. Der er et CO2-aspekt, både omkring produktion, transport, forbrug og returpant – særligt holdt op imod selv at tappe vand fra vores koldtvandshane.
Derudover er der de menneskelige fordele. Her tænker vi bl.a. på koncentration og fysisk velvære, som bl.a. er et punkt under medarbejdertrivsel.
Grøn el
Vi vil i forbindelse med vores kommende strategiarbejde se på emnet ”certificeret grøn el” og vurdere, om dette vil give mening at arbejde ind i. Der er, i henhold til vores værdisæt om at bidrage til den grønne omstilling inden for elproduktion, umiddelbart et argument for en certificering. Dette vil også styrke vores kommunikation og grønne imageopbygning.
Ved at investere i grøn el kan vi lægge et pres på værdikæden bag os, og vi kan være med til at præge udviklingen inden for grøn elproduktion. Vi skal også undersøge om et evt. skifte vil have en reel effekt på vores udledning samt hvordan samspillet vil se ud med vores egen elproduktion.
IT-indkøb og services
Den største interne post på scope 3.1 kommer fra IT-afdelingen, og en stor del af denne post ligger i vores forbrug. Vi kan her se på mere specifikke data, bl.a. i form af timetal fra vores konsulenter, men vi kan også se på vores konkrete indkøb og forbrug og henholde denne til vores Indkøbspolitik med fokus på ansvarlige principper. I 2025 vil vi gerne aktivere politikken endnu mere og gøre den mere nærværende i vores medarbejderes bevidsthed.
Vores forbrug skal også ses i lyset af en helt generel økonomisk bæredygtig synsvinkel.