Vi samler på tilfredse medlemmer
Popermo deltager i en årligt tilbagevendende tilfredshedsundersøgelse på tværs af danske skadesforsikringsselskaber. Analysen foretages af EPSI Rating Danmark, og det er en uvildig undersøgelse, der måler tilfredsheden hos danske privatkunder i skadesforsikringsbranchen.
Vi har været med i undersøgelsen siden 2017, og vi har alle årene været placeret indenfor top fire. To år har vi endda indtaget en topplacering, idet vi i 2017 og i 2021 fik en flot 1. plads og blev kåret som det forsikringsselskab i Danmark, der har de mest tilfredse medlemmer.
Vi er både stolte og ydmyge over vores flotte placeringer i undersøgelsen, og det motiverer os til at fortsætte vores indsats overfor medlemmerne, både i form af produktudvikling, brugbare tekniske løsninger, høj personlig service og den gode dialog.
I 2024 fik vi en tilfredsstillende 2. plads, og det er værd at bemærke, at vi under kategorien ”Værdi for pengene” fik den højeste score, og at vi de seneste 4 år har været det bedst placerede landsdækkende forsikringsselskab!
Vigtigst for os er det, at vores medlemmer er tilfredse med os som deres forsikringsselskab. Vi ønsker at være værdiskabende for vores medlemmer, og tilfredshed skabes netop i det rum, hvor en oplevelse ligger ud over forventningerne. Det er her, vi har skabt værdi.
Bæredygtighedsindeks
Siden 2023 er den årlige rapport om tilfredshed fra EPSI suppleret af et bæredygtighedsindeks: ESG og bæredygtighed i Forsikringsbranchen.
EPSIs bæredygtighedsindeks kategoriserer forsikringsselskaberne ift. bæredygtighedsindsatser, der har betydning i forbrugernes øjne, herunder bæredygtige investeringer, samfundsansvar og stræben efter økonomisk succes uden at gå på kompromis med sociale eller miljømæssige faktorer.
I undersøgelsen for 2024 var Popermo placeret som nr. 5, uændret siden 2023. Der ses en tendens til, at vores medlemmers opfattelse af Popermos indsatser ikke stemmer overens med vores reelle tiltag, og vi mener derfor, at der fremadrettet er god mulighed for at opnå en bedre placering i undersøgelsen om bæredygtighed – vores udfordring ligger primært i at kommunikere vores tiltag ud til vores medlemmer, og det er en meget håndgribelig og tilgængelig opgave. Det skal nævnes, at Popermo på bæredygtighedsindekset ligger over gennemsnittet i branchen.
Vi vil fremadrettet benytte EPSIs bæredygtighedsindeks til at blive skarpere på vores ansvarlige tiltag og kommunikationen heraf.