Biodiversitet
Som et led i vores fokus på at højne biodiversiteten ved vores domicil har vi tidligere fået etableret rækker med vilde blomster, som skulle være til gavn for insekter og bier. Nogle blomster – særligt honningurten – har haft bedre vilkår end andre, og blomsten er derfor blevet meget dominerende. For at give større mulighed for artsdiversitet kan vi i 2025 kigge ind i hvordan disse blomsterrækker skal vedligeholdes, og om der skal etableres en praksis for dette.
Data kvalitet
Grundet nyt lovkrav om digital bogføring i 2025 er Popermos bogholderi overgået til digitalt økonomisystem. I den forbindelse er det oplagt også at undersøge muligheden for at dataoptimere internt, som kan lette vores fremtidige CO2-regnskab i dataindsamlingsfasen.
Under scope 3.6 virksomhedens rejseaktivitet kan vi være mere specifikke i kategoriseringen af poster i vores CO2-beregninger. I stedet for at arbejde ud fra prisen af en rejse kan vi arbejde med distancen, som vil give et mere præcist CO2-tal. Her spiller faktureringen en rolle, da en tydelig opdeling af f.eks. fly, hotel mv. vil gøre dataindsamlingen mindre tung.
Derudover har vi en tung CO2-belastning på IT-udstyr, og her kan vi både være mere specifikke på kategoriseringen mellem scope 3.1 og 3.2, og dette leder tilbage til faktureringen og hvilke konti, de forskellige poster bliver indplaceret på. Derfor ligger der et stort potentiale i et tæt samarbejde mellem bogholderiet og kommunikationsafdelingen.
Ny ansat i 2025 til indsats
Med et ønske om at styrke vores bæredygtighedsindsats er der primo 2025 blevet ansat en bæredygtigheds- og kommunikationsmedarbejder. Der vil derfor i 2025 være et øget fokus på vores ESG-områder samt vores placering på EPSIs Bæredygtighedsindeks.
I forbindelse med et fremtidigt strategiarbejde vil den nye ansatte naturligvis være involveret, da denne vil være den bærende aktør på nye aktiviteter. Derudover inkluderes medarbejderen helt naturligt i KB-udvalget.
Tæl skridt
Som nævnt på side 20 fik vi sidste år tildelt AP Pensions Sundhedspulje på 10.000 kr., der blev brugt til Tæl Skridt Kampagnen i 2024. Denne kampagne fortsætter i 2025, og det glæder vi os til! Det er fedt, når vi som virksomhed kan være fælles om aktiviteter, der både opfordrer til konkurrence og giver sammenhold.
Analyse af PopermoPanelet
Vi vil gerne kende vores medlemmer endnu bedre! Vi har rigtig god respons fra PopermoPanelet, og det er vi utroligt glade for. Vi kan imidlertid være endnu skarpere på, om PopermoPanelet er repræsentativt for vores samlede medlemsgrupper, både mht. medlemstype, alder, køn mv.
Der har tidligere været et ønske om en nemmere og mere automatiseret måde for medlemmerne at tilmelde sig PopermoPanelet. En løsning på dette vil også lette kontakten til deltagerne i PopermoPanelet. Dette vil vi undersøge muligheden for i 2025.
Slutteligt vil vi gerne bruge PopermoPanelet endnu mere end tidligere og også sætte dem i spil i forhold til Popermos imageopbygning og medlemmernes opfattelse af vores ESG-indsatser.